Kom godt i gang med disc golf

I disc golf spiller man mod sig selv og banen, og man kan konkurrere mod andre ved at sammenligne score. Der er mange baner man kan spille på rundt om i landet, og der kommer hele tiden flere til, som oftest er gratis at benytte. 

Herunder finder du en introduktion til disc golf og hvordan man kommer godt i gang. Du kan også hoppe direkte videre til vores beskrivelser af Flight numbers, Stabilitet, Plastik og Disc typer.

Hvad er disc golf?

Disc golf er som navnet antyder en sport der minder meget om golf, men som spilles med en disc i stedet for en golfbold og en golfkølle. Man spiller en bane som normalt har 9 eller 18 huller, og det gælder om at gennemføre banen på færrest mulige kast. På hvert hul kaster man sin disc fra det markerede tee-sted, og skal kaste sit næste kast derfra hvor den første disc er landet. Fra kast til kast må man gerne skifte disc, ligesom man må skifte golfkølle i golf. Et hul er afsluttet når man har fået sin disc i kurven som ses på billedet herunder. Man bruger altså i disc golf udtrykket "et hul" når man taler om at spille fra tee-stedet til kurven. Udtrykket kommer fra golf, og er måske lidt misvisende i disc golf, hvor hullet er erstattet af en kurv.

Kurve kommer i forskellige farver og der findes lidt forskellige udgaver, men de ligner altid hinanden. Når man kaster sin disc efter kurven, kan man godt ramme direkte ned i den, men oftest sigter man efter kæderne. Hvis discen rammer dem, falder den ned i kurven. 

Hvordan starter jeg til disc golf?

Det er nemt at komme i gang med at spille disc golf. Mange starter med selv at gå ud på banen, men man kan også melde sig ind i en af de danske disc golf klubber og på den måde deltage i deres træninger og turneringer. Den bedst start får man ved at tage nogle venner med, eller at møde andre disc golf spillere på banen. Der er mange spillere på de danske baner og langt de fleste er glade og imødekommende mennesker, som gerne hjælper eller giver råd hvis du spørger dem.

Hvis du gerne vil starte i en klub, er der også mange klubber over hele Danmark, som meget gerne hjælper dig med alt hvad der handler om disc golf. Klubberne findes nemmest via deres facebooksider, og du finder dem hurtigt på facbook ved at søge på dit område + disc golf. Hvis ikke du kan finde en klub på den måde, kan du gå ind på facebookgruppen “Disc golf Danmark debatforum” og skrive et opslag hvor du spørger om nærmeste klub.

Kom godt i gang 

For at begynde med at spille disc golf, skal du reelt set kun bruge én ting: en disc. Mange disc golf spillere har en taske fyldt med discs, men det behøver du ikke for at komme i gang. Vi anbefaler at man starter med 3 discs, en putter, en midrange og en fairway driver. Hvor meget mere end de tre discs, du skal have, er helt op til dit ambitionsniveau. Hvis du vil spille disc golf med vennerne eller familien en gang imellem, kan du fint klare dig med et startsæt.

Der er mange baner i Danmark og de er typisk gratis at spille på. Man møder altså bare op og går i gang med at spille. Da disc golf er blevet meget populært vil man ofte opleve lidt kø ved de enkelte huller, og det er vigtigt at man ikke begynder at spille før der er plads til at man kan lave sit kast uden at være til fare for både mennesker og dyr. Dette kommer specielt til udtryk på parkbaner i byerne, hvor der også er andre brugere af arealet. I disse tilfælde er det altid kasterens ansvar at man venter med at kaste indtil der er plads, da man for alt i verden skal undgå at ramme nogen. Det er altid tilladt at spørge pænt om folk, der er i vejen for dit kast, vil flytte sig. Vores oplevelse er at det oftest virker at spørge pænt, og vi anbefaler at man holder den gode tone. Det offentlige rum deles mellem mange brugere og man skal huske at man ikke nødvendigvis ahr krav på at kunne spille et hul.

Ud over discs, er mobil-app’en "uDisc" en stor hjælp. uDisc giver et komplet overblik over alle baner i Danmark og hjælper med at holde scores, vise næste tee og kurv. Det er et virkelig godt redskab til at finde rundt på banerne. 

På disc golf banen er også nogle uskrevne regler som er gode at kende inden man går i gang. Det kan du læser mere om her.

Tommys disc golf historie

Tommy er en af stifterne af Disc Tree, og han har spillet disc golf siden 2020. Herunder fortæller han hvordan han kom i gang med at spille disc golf.

"Efter at have spillet ultimate i over 10 år, startede jeg selv med en ultimate disc og fik efter noget tid fat i en midrange. Den spillede jeg med i cirka 1 måned før jeg købte to andre discs - en driver og en putter.

Man behøver ikke at starte med en taske fuld af discs og alt det andet udstyr, der ses rundt på banerne. Man kan have det ligeså sjovt med en enkelt disc, som med en taske med 20 discs. Når det er sagt, ville jeg ønske at jeg havde startet med en putter, en midrange og en fairway driver. Det ville have hjulpet mig til at forstå hvordan forskellige discs kan bruges fra start."