Disc Golf Baner

Går du med ideen til en ny disc golf bane? Så kan Disc Tree hjælpe med alle projektets faser fra ide til indvielse. Kontakt os for en uforpligtende snak eller læs mere om anlæg af en ny disc golf bane her på siden.

kurv på en disc golf bane

Disc golf baner i Danmark

Der er i dag over 120 disc golf baner i Danmark og flere kommer hele tiden til. Du kan altid finde en opdateret oversigt over banerne på uDiscs banekort, eller i uDisc-appen som kan hentes til både iPhone i App Store og til Android i Google Play.

Der kommer hele tiden nye baner til, og måske den næste skal ligge tæt på dig? På PDGAs hjemmeside finder du også et kort over disc golf baner i Danmark.

Hvorfor anlægge en disc golf bane?

Anlæg af en disc golf baner er relativt billigt i forhold til mange andre anlægsprojekter. Både fonde og lokale virksomheder bidrager ofte til finansieringen af baner på offentlige områder. Uanset om I er en forening der ønsker at udvide jeres tilbud, en skole med fokus på bevægelse eller en virksomhed, kan en disc golf bane være en god investering.  

Familie på disc golf bane Socialt En sjov og sund måde at motionere for alle aldersgrupper
Venner på disc golf bane Miljø Udnyt områder som ikke bruges til andet
Disc golf kurv Økonomi Disc golf baner er billige at installere og kræver meget lidt vedligehold
Disc golf spillere Besøgende Få flere besøgende til jeres område hele året

Byg en disc golf bane

Disc golf kan spilles af alle og der er nærmest ingen begrænsninger på tværs af alder, køn og fysisk form. Med en discgolf disc til under 100kr er disc golf praktisk set tilgængeligt for alle, uanset om man vil bruge en eftermiddag alene, med vennerne eller med hele familien. 

Vis jeres område frem og få flere besøgende

En disc golf bane kan strække sig rundt på jeres område på mange måder. Der kan tages højde for eksisterende anlæg og aktiviteter samtidig med at man udnytter områder som ellers ikke bliver brugt. Skov, krat, vand og skråninger er alt sammen en helt naturlig del af en disc golf bane, og banen kan derfor bruges til at vise hele jeres område frem på den bedst mulige måde.

Top 5 grunde til at anlægge en disc golf bane: 

  1. Alle kan spille disc golf
  2. Disc golf er nemt at lære og er en sport som kan dyrkes hele livet 
  3. Udnyt områder som ellers ikke bliver brugt
  4. Få flere besøg til jeres område. En gode bane tiltrækker spillere fra hele landet
  5. Disc golf kan spilles hele året

Disc golf spilles ofte i grupper, og banens kapacitet opgøres normalt til 5 brugere per hul. Derved har en 9-hullers bane en kapacitet på 45 personer og en 18-hullers bane har en kapacitet på 90 personer. 

Aktiviteter på jeres disc golf bane

Når I har anlagt en disc golf bane er der mange muligheder for både planlagte og ikke-planlagte aktiviteter. 

  • Lokale foreninger
    Mange baner har tilknyttet lokale disc golf foreninger som spiller på banen og ofte også hjælper med vedlighold af området, oprydning og undervisning. De lokale spillere inviterer venner og familie med på banen og er med til at øge banens synlighed. 
  • Ugentlige matches
    Med ugentlige matches øges trafikken på banen med spillere fra nær og fjern. Med den rette promovering er det nemt at finde jeres matches online, og mange spillere ynder at deltage. 
  • Virksomheder og skoler
    Mange virksomheder og skoler er hele tiden på udkig efter nye aktiviteter. Disse kan både bidrage med en indtægt til banen for undervisning og udlejning af udstyr, og samtidig være med til at få vist jeres område frem. 
  • Turneringer
    Der spilles disc golf turneringer på alle niveauer hele året. En god disc golf bane får hurtigt opmærksomhed. Til turnering udnyttes banens fulde kapacitet således at der er plads til 45 deltagere på en 9-hullers bane og 90 deltagere på en 18-hullers bane. 

Disc golf banedesign

At få lavet det rigtige design af jeres disc golf bane er det vigtigeste i hele projektet. Der er mange overvejelser man skal gøre sig i designprocessen:

  • Sikkerhed frem for alt
    Når man designer en disc golf bane er det vigtigt altid at tænke på sikkerhed. Man skal derfor sikre sig, at banens design ikke kompromiterer sikkerheden for spillerne og andre brugere af området. 
  • Hvem er målgruppen?
    Skal det være en begyndervenlig bane for de lokale eller en udfordrende bane som tiltrækker de bedste spillere fra hele landet? På mange disc golf baner anlægges tee-steder med forskellige sværhedsgrad til hver hul, hvilket gør det muligt at kombinere begge dele. 
  • Udnyt området bedst muligt
    Hvert område har sine egne unikke omgivelser som skal udnyttes bedst muligt. Et træ, en bakke eller en lille sø kan være med til at gøre jeres bane til noget helt specielt.  
  • Balancen mellem udfordring og frustration
    En bane må gerne være både let og svær at gennemføre, men den må ikke være frustrerende at spille på. Et godt kast skal altid belønnes, og banen må ikke blive ligegyldig med for mange korte og nemme huller, som er klemt ind på et mindre område. En godt designet disc golf bane bidrager til begge sider af ligningen, når brugerne har en god oplevelse kommer de ofte igen, og man undgår udgifter til at lave ændringer og øget vedligehold. 
  • Optimering af flow på banen
    En godt designet disc golf bane sikrer, at der er et naturligt flow på banen. Det skal være nemt for brugeren at finde vej fra hul til hul så en runde kan spilles på rimelig tid i forhold til banens størrelse. På større baner er det en fordel at lave et design, som tilgodeser at man kan spille en halv runde uden at ende alt for langt fra der, hvor man startede. 

Få mest muligt ud af investeringen

For at sikre, at I får mest muligt ud af jeres investering i en disc golf bane, er et godt banedesign vigtigt.

Forventet antal af brugere årligt

Hos Disc Tree har vi fået adgang til dataen fra den app som bruges af mange spillere til at registrerer deres runder. App'en hedder uDisc, og den er verdens førende disc golf app. På baggrund af den data, har vi fået indblik i, hvilke baner som bliver spillet mest. Det kan vi bruge til at udlede hvilke faktorer som spiller ind i forhold til at skabe en populær disc golf bane. Vi har skrevet en artikel baseret på denne data, hvor du kan læse mere om disc golfs udvikling i Danmark, og finde et kort uddrag herunder.

Generelt kan vi se, at 18-hullers baner bliver spillet betydeligt mere end 9-hullers baner. Det står også klart, at bynære baner er mest besøgt. En 9-hullers bane i bynært miljø forvente mellem 500-10.000 runder per år, mens en 18-hullers bane kan forvente fra 2.000 til over 30.000 spillede runder på et år. Banens lokation, forfatning og design spiller naturligvis en stor rolle. 

Indtægter fra en disc golf bane

De fleste baner i Danmark er gratis at spille på, men der er forskellige måde at skabe en omsætning ved anlæg af en disc golf bane. Ved anlæg af baner på private områder kan opkræves et gebyr per runde eller per dag fra banens brugere. Da udbuddet af gratis baner er stort, er det vores vurdering, at det vil kræve en 18-hullers bane i topklasse for at tiltrække tilstrækkeligt med brugere. 

 Af andre indtægtsmuligheder findes:

  • Udlejning af disc golf udstyr
    Med mange besøgende på jeres bane kan selv et beskedet beløb hurtigt bidrage til en pæn omsætning i løbet af et år. På campingpladser, i byparker eller i idræftsforeninger er der mulighed for udlejning af discs fra kiosker, boder eller cafeterier. 
  • Events og undervisning
    Både virksomheder, skoler eller private i forbindelse med begivenheder er ofte villige til at betale for deltagelse i planlagte events og undervisning på disc golf banen. 
  • Øget omsætning i cafeterier, boder og automater
    Disc golf baner anlægges oftest uden for umiddelbar nærhed af andre butikker og banens brugere vil derfor bruge jeres faciliteter i forbindelse med forplejning.

Det rette udstyr til jeres disc golf bane

At skabe en bane som passer til jeres område kræver det rigtige udstyr. For at sikre dette, designer og fremstiller vi hos Disc Tree selv alle tee- og informationsskilte fra bunden. Samtidig bruger vi udelukkende disc golf kurve af højeste kvalitet, som også er godkendt til turneringer på højeste niveau. I dialogen med jer, sikrer vi også, at eventuelt anlæg af tee-steder bliver tilpasset omgivelserne og lokale regler.

Disc golf kurve

Kurven er den vigtigste komponent på banen. Der findes mange forskellige kurve på markedet, og vi bruger kun de allerbedste til anlæg af disc golf baner. På den måde er vi sikre på at I får et produkt af højeste kvalitet med en utroligt lang levetid uden at stille krav til vedlighold. Derfor anbefaler vi Prodigys T2 kurv, som er godkendt til turneringer på højeste niveau. Denne kurv kendes også fra flere af de største og mest populære baner i Danmark.

Informationsskilte

Det er vigtigt at have god skiltning på en disc golf bane. Det er med til at sikre, at brugerne hurtigt kan få et overblik over banen. Samtidig bidrager skiltene til, at brugerne får den information de skal bruge om de enkelte huller og kan finde rundt i mellem hullerne. Hos Disc Tree designer vi selv både vores banekort og de enkelte tee-skilte. Det kan vi gøre udfra vores egne skabeloner eller fuldstændigt efter jeres ønsker. Hvis I har særlige ønsker eller krav til farver, stil, tekst eller logoer, så kan vi indarbejde det i designet af jeres bane. 

Tee-steder

Et tee-sted er det område som spillere starter med at kaste fra når de spiller de enkelte huller på banen. Disse kan anlægges på mange forskellige måder, og valget er ofte afhængigt af hvad der er mest praktisk samt hvad der er tilladt hvis det er et offentligt område. 

Disc golf teested med græs Intet underlag Nem løsning til mindre baner. Risiko for at det bliver mudret ved øget trafik.
Disc golf teepad af kunstgræs Kunstgræs Kunstgræs monteret på en træramme med stampet sand. Populært i Danmark og Skandiavien.
disc golf tee pad i beton Støbt beton Beton tee-sted kræver minimalt vedligehold. Bruges mest i USA og meget lidt i Danmark.
disc golf teepad med fliser Fliser Anlagte fliser i trærammme. Populært i områder hvor kun naturmaterialer må bruges til tee-stedet.
  • Intet underlag
    Et tee-sted kan anlægges uden andet underlag end det eksisterende. Hertil markeres området med to fliser eller brosten, der kan males for øget synlighed. Fordelene ved denne type tee-sted er en minimal anlægsomkostning og minimal vedlighold. Hertil kommer også tee-stedets mobilitet, såfremt et tee-sted skal flyttes. Ulemperne er, at området kan blive ujævnt eller mudret ved hyppig brug, og at det ikke altid er den bedste oplevelse for spillerne. 
  • Kunstgræs tee-steder
    Tee-steder af kunstgræs anlægges på en ramme af træ som er fyldt op med stampet sand. Rammen graves oftest ned så det færdige tee-sted flugter med det omkringliggende niveau. Fordellen ved denne type teested er en markant forbedret brugeroplevelse samt mindre slid på tee-stedet ved hyppig brug. Ulemperne er en øget omkostning til anlæg samt et potentielt behov for periodisk vedligehold.  
  • Støbte teesteder i beton
    Tee-steder som er støbt i beton laves ved, at tee-stedet støbes i en nedsænket træramme, som flugter med det omkringliggende niveau. Fordelene ved denne type tee-sted er, at det er et af de mest skridsikre underlag at kaste fra. Ulemperne er, at det er meget krævende at flytte eller fjerne tee-stedet efter behov, samt et markant arbejde ved anlæg. Teesteder i beton er sjældne i Danmark, men er meget populære i USA på grund af deres utrolige holdbarhed og slidstyrke.
  • Fliser
    Anlæg af tee-steder med fliser er en populær løsning, og det er en fordel, at fliser oftest er kategoriseret som et naturmateriale. Derfor er tee-steder af denne type mere naturligt hjemmehørende i skoven eller andre naturområder. Fordelene er yderligere, at det er nemmere  at anlægge end eksempelvis beton. Ulemperne er den øgede omkostning, og mulighed for at fliserne kan blive glatte på grund af belægning eller sand.

Projektforløbet

Hos Disc Tree går vi meget op i at lytte til jeres forventning og ideer når vi starter et nyt projekt sammen. Uanset om I ønsker selv at stå for selve anlægget af banen eller vil have os til det hele, så finder vi en løsning. Det er vigtigt for os, at banen er forankret lokalt og derfor støtter vi gerne op om lokale ildsjæle allerede fra idefasen.

disc golf bane projektforløb

Eksempel på en tidsplan

Tidsplanen for anlæg af en disc golf bane vil altid være meget individuel fra projekt til projekt. Det er naturligvis meget afhængigt af flere faktorer, som eksempelvis banens størrelse og eventuelle ansøgningsfrister. Herunder finder du et eksempel på tidsplan for et projekt.

  • Ansøgning og finansiering
    Finansierng og endelig godkendelse af ansøgninger fra relevante myndigheder kan tage både kort og lang tid. I denne fase bidrager vi med viden, input og feedback til dokumenter og ansøgninger. I denne fase kommer vi ud og kigger på området, således at vi er klar til at gå i gang med næste fase hurtigst muligt.  Tidshorisont: 0-3 måneder.
  • Design og projektering
    Når projektet er godkendt, begynder det endelige design af banen som afsluttes med markering af tee og kurveplaceringer samt jeres godkendelse af grafisk design til skilte. Tidshorisont: 2-4 uger.
  • Anlæg og afslutning
    Alt efter banens størrelse, vejrforhold/årstid og om I selv vil installere banen eller have os til det, kan denne fase variere. Kurvene leveres fra lager, mens skilte naturligvis fremstilles specifikt til jeres bane med en leverings tid på 1-3 uger. Tidshorisont: 1-4 uger.

Projektøkonomi

Økonomien i anlæg af en disc golf bane er baseret på et individuelt tilbud på hvert projekt. De primære faktorer er banens størrelse, valg af tee-steder samt modellen for selve anlægget af banen. I eksisterende idrætsforeninger udføres selve anlæget af banen ofte helt eller delvist af frivillige. Heri indgår opsætning af kurve, typisk ved nedstøbning, anlæg af tee-steder og opsætning af tee-skilte. For en bane med 9-huller forventes en omkostning til anlæg på 50.000kr og 400.000kr og for en 18-hullers mellem 100.000kr og 1.000.000kr.  

Med Disc Tree som partner

Med Disc Tree som partner på dit disc golf bane projekt får du råd og vejledning i alle projektets faser. Vi er med dig fra start til slut, og kan bidrage med: 

  • Hyppig kontakt og stor tilgængelighed på både telefon og mail. 
  • Vurdering og lokalisering af passende områder til anlæg af en disc golf bane tæt på dig
  • Dokumentation og vejledning i regler for anlæg af baner på privat, kommunelt og statsejede områder
  • Input og sparring omkring ansøgninger og oplæg til lokale myndigheder
  • Baneudstyr i topkvalitet som er godkendt til turneringer og med den længste levetid
  • Online synlighed, herunder opsætning af hjemmeside og oprettelse af banen på relevante disc golf sider
  • Kontakt til lokale medier i forbindelse med åbning
  • .. og meget mere

Den gode start på projektet er meget vigtig, og du er derfor altid velkommen til at kontakte os med eventuelle spørgsmål eller for at få et tilbud på dit disc golf bane projekt. 

Kontakt os