Rejseblog: Discgolf på den spanske solkyst - Et postkort fra Mijas

I samarbejde med Thomas og en gruppe venner kommer her et postkort fra discgolfbanen Mijas ved Malaga på den spanske solkyst. Vi håber, at det kan inspirere dig til en tur med familien eller vennerne, og at du finder brugbar information om en tur sydpå. Herfra er ordet Thomas’.

Vi er en håndfuld halvgamle røvere, som først de senere år har fået øjnene op for dette vidunderlige stykke tidsfordriv/elitesport. Og selvom en frostklar og solfuld vinterdag absolut stadig er blandt favorit vejret, uanset om det er Disc Golf, havørredfiskeri eller anden udendørs leg, så undersøgte vi om man kunne gøre noget andet og mere på denne lidt koldere årstid. Ja, man har banen helt for sig selv, der er skips til kurv på den frosne green, håndvarmeren luner og termokaffen ligeså, og hvis man oven i købet kan finde læ og sol, så bliver det ikke meget bedre selvom det er koldt.

discgolfspillere på mijas discgolfpark

Thomas og gruppen på Mijas Disc Golf Park, januar 2024

Alligevel undersøgte vi, om der var nogle varmere alternativer i "nærheden" som kunne lade sig gøre inden for et rimeligt budget. Og svaret var Mijas - ved Malaga på den spanske solkyst. Her er der er en entusiastisk Finne der efter nøje og grundige overvejelser har udvalgt området, og købt/lejet et stykke land og lavet en lækker Disc Golf bane - eller faktisk to baner. 

Scott Stokely har sagt (jeg har ikke set det med egne øjne, men antager at han taler sandt) at i "Elgiganten" i Finland kører der Disc golf på alle skærmene i butikkerne for at vise hvad de kan - skærmene. Og med kun få varme måneder om året, er det vel ikke så overraskende at det netop er dette folkeslag der sørger for at udvide Disc Golf sæsonen for os alle.

Det var i hvert fald ikke mange lokale "indfødte" fra Spanien vi mødte undervejs. Banen er lavet til os kolde nordboere, der er nået til en erkendelse af at Disc Golf er nødt til at foregå altid og hele tiden, uanset årstid og andre forhindringer. 

Området er selvfølgelig meget anderledes end vi er vant til i Danmark. Træer og buske er færre, lavere og stikker  meget mere. Sten og klipper er med skarpe kanter, og vores hjemlige bakker og dale er erstattet af bjerge og dybe kløfter. Det måtte vi selvfølgelig prøve.

Mijas disc golf park i malaga

Udsigten fra hul 4 på Mijas Disc Golf Park

Afsted til Mijas – Praktisk information og priser (2024)

Vi rejste en torsdag aften i januar, og kom hjem den følgende mandag aften. Den billigste flybillet CPH-Malaga kostede 844 kr. retur. Vi fandt en god Airbnb i Fuengirola ikke langt fra banen til 626 kr. pr. person for 4 nætter, og med en lejebil til 400 kr. i alt, kom vi afsted for 1500 kr. pr. næse. For flybillet, Airbnb og lejebil!

Et tip til at holde prisen nede er at bestille flybillet uden bagage, hvilket betyder at man kun må have en taske med, der kan skubbes ind under sædet foran. Og det kan en Disc Golf taske, så den fyldte vi med tøj og tandbørster, og så bestilte vi én enkelt større rullekuffert til indtjekning hvor alle vores disce kunne være samlet.

Generel forplejning, restauranter osv. er dertil både godt og billigt ift Danske standarder, Uber er velfungerende hvis ikke man lejer bil selv, banen koster 10€ pr. dag, og man kan spille begge layouts så tosset man vil. Der er lokale turneringer engang imellem, og man er altid meget velkommen til at være med. Tjek evt deres Facebook for større turneringer, der plejer at komme hurtigt svar hvis man har spørgsmål til dem på messenger/Facebook.

Der er to veje til banen, og det er vigtigt tage den der kommer sydfra - google ledte os ind fra nord den første dag, og det var et "bumpy ride" blandt sten og store skraldevogne, i en lille lejebil uden den store forsikringspakke.

Med de 2 layouts/baner - rød og blå - er der desuden god mulighed for stadig at gå alene og hygge, hvis man hellere vil være for sig selv, også de enkelte dage hvor der er arrangementer på banen. Vi spillede mest det "lettere" røde layout, da det var rigeligt udfordrende til både vores fysik og niveau, men prøvede også en runde på den blå.

Udsigt til middelhavet fra Mijas Discgolfbane

Udsigten fra banen til middelhavet på Mijas DiscGolfPark

Og man må bare sige at der både er store udfordringer og store udsigter i vente under de varmere himmelstrøg. Når du efter en lang, hård og begivenhedsrig dag, med masser af højdemeter i benene, kaster din yndlings disc mod solnedgangen ud over Middelhavet - så ved du bare at her skal du tilbage.

Så derfor tager vi naturligvis en omgang mere i slutningen af januar 2025.

Denne gang skal vi 8 personer afsted, og vi har lejet et hus med pool og puttekurv lige ved siden af banen. Der er mange hyggelige havnebyer i kørsel/Uber-afstand til banen, men der er selvfølgelig også generelt ret turistet langs hele solkysten. Vi ved hvad vi kommer efter og hvad vi helst vil lave fra morgen til aften, så må de øvrige attraktioner vente til en tur med kæresten en anden gang.

Du kan finde mere information om discgolfbanen Mijas på deres Facebook-side eller Instagram. På UDisc finder du en oversigt over banen, læser anmeldelser og meget mere. 

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.